Joba 31
1 Paipi te ka mik neh ka saii dongah me tlam lae oila te ka yakming eh?
Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se paa en Jomfru;
2 A so lamkah Pathen khoyo neh hmuensang lamkah Tlungthang rho te menim?
hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?
3 Boethae ham rhainah neh boethae aka saii ham yoethaenah moenih a?
Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udaadsmændene Modgang?
4 Amah loh ka longpuei a hmuh tih ka khokan boeih he a tae moenih a?
Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?
5 A poeyoek taengah ka pongpa tih ka kho loh a hlangthai palat taengla a tawn uh atah,
Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig —
6 Duengnah cooi dongah kai n'khiing saeh lamtah Pathen loh ka muelhtuetnah ming saeh.
paa Rettens Vægtskaal veje han mig, saa Gud kan kende min Uskyld —
7 Longpuei lamloh ka khokan a buung atah, ka mik hnukah ka lungbuei cet tih ka kut dongah a lolhmaih a kap atah,
er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,
8 ka soem vaengah a tloe loh ca saeh lamtah ka cadil rhoek te ha uh saeh.
da gid jeg maa saa og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!
9 Huta loh ka lungbuei a hlae tih ka hui kah thohka ah ka rhongngol atah,
Blev jeg en Daare paa Grund af en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,
10 Ka yuu loh a tloe la kuelh saeh lamtah a taengah hlang tloe bakop mai saeh.
saa dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!
11 Te dongah te khonuen rhamtat neh te te thaesainah rhokhan ni.
Thi sligt var Skændselsdaad, Brøde, der drages for Retten,
12 Te hmai loh Abaddon duela a hlawp tih ka cangvuei te boeih ha.
ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!
13 Ka salpa neh ka salnu loh kai taengah a tuituk vaengah tiktamnah ka hnawt atah,
Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, naar de trættede med mig,
14 Pathen a thoh vaengah balae ka saii vetih n'hip vaengah amah te metlam ol ka mael eh?
hvad skulde jeg da gøre, naar Gud stod op, hvad skulde jeg svare, naar han saa efter?
15 Bungko khuiah kai aka saii loh anih a saii moenih a? Kaimih he bung khuiah pakhat la n'cuen sak.
Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?
16 tattloel kah kongaih te ka hloh pah tih nuhmai mik te ka khah sak koinih,
Har jeg afslaaet ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,
17 Kamah buhkam te kamah bueng loh ka caak tih cadah loh ca pawt koinih,
var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf —
18 Ka camoe lamloh napa bangla ka taengah pantai tih nuhmai khaw a nu bung lamloh ka mawt.
nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.
19 Pueinak mueh tih himbai tling la aka milh khodaeng te ka hmuh mai tih,
Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe —
20 A pumpu, a pumpu ah kai n'uem uh vaengah ka tu mul neh ka hlung pawt mai koinih,
visselig nej, hans Hofter velsigned mig, naar han varmed sig i Uld af mine Lam.
21 Vongka ah kai bomkung te ka hmuh vaengah ka kut he cadah soah ka ka thueng atah,
Har jeg løftet min Baand mod en faderløs, fordi jeg var vis paa Medhold i Retten,
22 ka laengpang he a hnuk lamloh rhul saeh lamtah ka ban a cung dong lamloh tlawt mai saeh.
saa falde min Skulder fra Nakken, saa rykkes min Arm af Led!
23 Pathen taengkah rhainah te kai ham ka birhihnah la a om dongah a boeimangnah te ka noeng moenih.
Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og naar han rejste sig, magted jeg intet!
24 Sui te ka uepnah la ka khueh tih sui cilh te ka pangtungnah la ka thui koinih,
Har jeg slaaet min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,
25 Ka thadueng len tih ka kut loh a khuet la a hmuh dongah ka kokhahnah atah,
var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Haand fik sanket saa meget,
26 Vangnah dongah a thangthen tih hla vang a thoeih te ka hmuh vaengah,
saa jeg, hvorledes Sollyset straaled, eller den herligt skridende Maane,
27 ka lungbuei he yinhnuk ah hloih tih ka kut loh ka ka te mok koinih.
og lod mit Hjerte sig daare i Løn, saa jeg hylded dem med Kys paa min Haand —
28 He khaw a so kah Pathen taengah ka basa la om vetih thaesainah lai la om ni.
ogsaa det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.
29 Ka lunguet kah yoethaenah dongah ka kohoe tih yoethae loh anih taengla a thoeng te ka haenghang puei atah,
Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, naar han ramtes af Vanheld —
30 A hinglu te thaephoeinah neh hoe hamla ka ka he laihmu la ka khueh aih moenih.
nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, saa jeg bandende kræved hans Sjæl.
31 Ka dap kah hlang rhoek loh, “U long nim a maeh te a cung pawt la a paek eh?” a ti uh moenih a?
Har min Husfælle ej maattet sige: »Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord« —
32 Ka thohkhaih kah yinlai te caehlong ka ong pah tih vongvoel ah a rhaeh moenih.
nej, den fremmede laa ej ude om Natten, jeg aabned min Dør for Vandringsmænd.
33 Hlang bangla ka boekoeknah ka dah tih, kai kathaesainah he ka thindang ah ka det mai akhaw,
Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, saa jeg dulgte min Brøde i Brystet
34 hlangping te yet taengah ka sarhing tih huiko kah nueihbu loh kai n'rhihyawp sak. Te dongah ka kuemsuem tih thohka la ka moe pawh.
af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, saa jeg blev inden Døre i Stilhed! —
35 Kai taengkah aka hnatun la kamah taengah u long nim m'paek lah mako? Ka kutha he Tlungthang loh kai n'doo saeh lamtah ka tuituknah he hlang loh cabu la daek saeh.
Ak, var der dog en, der hørte paa mig! Her er mit Bomærke — lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!
36 Te te ka laengpang ah ka koh vetih te te ka soah rhuisam la ka laikoeinah het mahpawt nim?
Sandelig, tog jeg det paa min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,
37 Ka khokan tarhing la a taengah ka puen lah vetih anih te rhaengsang bangla ka paan lah mako.
svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.
38 Ka khohmuen loh kai m'pang thil tih a kong te rhenten rhap koinih,
Har min Mark maattet skrige over mig og alle Furerne græde,
39 A thadueng te tangka mueh la ka caak tih a kungmah kah hinglu ka yawn sak atah,
har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,
40 Cang yueng la mutlo hling, cangtun yueng la saeldol khaw poe saeh,” a ti. Job kah ol bawt coeng.
saa gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.
