Job 3

1 Napokon otvori Job usta i prokle dan svoj;

Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.

2 poče svoju besjedu i reče:

Og Job svarede og sagde:

3 “O, ne bilo dana kad sam se rodio i noći što javi: 'Začeo se dječak!'

Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!

4 U crnu tminu dan taj nek se prometne! S visina se njega Bog ne spominjao, svjetlost sunčeva ne svijetlila mu više!

Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.

5 Mrak i sjena smrtna o nj se otimali, posvema ga tmina gusta prekrila, pomrčine dnevne stravom ga morile!

Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!

6 O, da bi ga tama svega presvojila, nek' se ne dodaje danima godine, nek' ne ulazi u brojenje mjeseci!

Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!

7 A noć ona bila žalosna dovijeka, ne čulo se u njoj radosno klicanje!

Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!

8 Prokleli je oni štono dan proklinju i Levijatana probudit' su kadri!

De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!

9 Pomrčale zvijezde njezina svanuća, zaludu se ona vidjelu nadala, i zorinih vjeđa ne gledala nigda!

Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,

10 Što mi od utrobe ne zatvori vrata da sakrije muku od mojih očiju!

fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.

11 Što nisam mrtav od krila materina, što ne izdahnuh izlazeć' iz utrobe?

Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?

12 Čemu su me dva koljena prihvatila i dojke dvije da me nejaka podoje?

Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?

13 U miru bih vječnom počivao sada, spavao bih, pokoj svoj bih uživao

Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet

14 s kraljevima i savjetnicima zemlje koji su sebi pogradili grobnice,

med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,

15 ili s knezovima, zlatom bogatima, što su kuće svoje srebrom napunili.

eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;

16 Ne bih bio - k'o nedonošče zakopano, k'o novorođenče što svjetla ne vidje.

eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.

17 Zlikovci se više ne obijeste ondje, iznemogli tamo nalaze počinka.

Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;

18 Sužnjeve na miru tamo ostavljaju: ne slušaju više poviku stražara.

der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;

19 Malen ondje leži zajedno s velikim, rob je slobodan od gospodara svoga.

der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.

20 Čemu darovati svjetlo nesretniku i život ljudima zagorčene duše

Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?

21 koji smrt ištu, a ona ne dolazi, i kao za blagom za njome kopaju?

dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?

22 Grobnom bi se humku oni radovali, klicali od sreće kad bi grob svoj našli.

dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?

23 Što će to čovjeku kom je put sakriven, koga je Bog sa svih strana zapriječio?

den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?

24 Zato videć' hranu, uzdahnuti moram, k'o voda se moji razlijevaju krici.

Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.

25 Obistinjuje se moje strahovanje, snalazi me, evo, čega god se bojah.

Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.

26 Pokoja ni mira meni više nema, u mukama mojim nikad mi počinka.”

Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.