Prædikeren 10

1 Døde Fluer gør Salveblanderens Olie stinkende, lidt Dårskab ødelægger Visdommens Værd.

Kadueh taksae mah hmuihoih tui to hmuisae ah angcoengsak baktih toengah, kamthu khosakhaih mah palunghahaih hoi ahmin kahoih pakoehhaih to amrosak.

2 Den vise har sin Forstand tilhøjre, Tåben har sin til venstre,

Palungha kami ih palung loe bantang bangah oh, toe kamthu ih palung loe banqoi bangah oh.

3 Hvor Dåren end færdes, svigter hans Forstand, og han røber for alle, at han er en Dåre.

Ue, kamthu loe lamcaeh naah doeh, amthuhaih to amtueng moe, angmah amthuhaih to minawk boih khaeah thuih.

4 Når en Herskers Vrede rejser sig mod dig, forlad ikke derfor din Plads; thi Sagtmodighed hindrer store Synder.

Ukkung mah palung ang phui thuih naah, na ohhaih ahmuen to caeh taak hmah; angdaehahih mah kalen sakpazaehaih to dipsak.

5 Der er et Onde, jeg så under Solen; det ser ud som et Misgreb af ham, som har Magten:

Ukkung khae hoiah sakpazaehaih tacawt baktih toengah, ni tlim ah ka hnuk ih hmuen kasae to oh.

6 Dårskab sættes i Højsædet, nederst sidder de rige.

Angraeng mah ahmuen kahnaem ah anghnut naah, kamthu loe kasang ahmuen ah anghnut lat.

7 Trælle så jeg højt til Hest og Høvdinger til Fods som Trælle.

Angraengnawk khok hoiah amkaeh o naah, tamnanawk mah hrang nuiah angthueng o lat.

8 Den, som graver en Grav, falder selv deri; den, som nedbryder en Mur, ham bider en Slange;

Qumqai kami loe tangqom thungah krah tih; sipae phrae kami loe pahui mah patuk tih.

9 den, som bryder Sten, kan såre sig på dem; den, som kløver Træ, er i Fare.

Thlung takhoe kami loe nganbawh kana hak tih; thing khuek kami loe ahmaa caa tih.

10 Når Øksen er sløv og dens Æg ej hvæsses, må Kraft lægges i; men den dygtiges Fortrin er Visdom.

Caka to kanoe ah taak ai nahaeloe, tha ueng han angaih; toe palunghahaih mah atho ohhaih loklam to hnuksak.

11 Bider en Slange, før den besværges, har Besværgeren ingen Gavn af sin Kunst.

Pahui to adoi hoiah na sak cadoeh na patuk tih, lokpunghaih loe amekhaih tidoeh om ai.

12 Ord fra Vismands Mund vinder Yndest, en Dåres Læber bringer ham Våde;

Palungha kami ih pakha thung hoiah tacawt loknawk loe tahmenhaih to oh, toe kamthu loe angmah ih pahni mah paaeh.

13 hans Tale begynder med Dårskab og ender med den værste Galskab.

Anih pakha hoi tacawt tangsuek lok loe amthuhaih hoiah amtong, anih ih lokpaeh boenghaih loe kasae amthuhaih ah oh.

14 Tåben bruger mange Ord. Ej ved Mennesket, hvad der skal ske; hvad der efter hans Død skal ske, hvo siger ham det?

Kamthu loe lok pung, kami mah angzo han koi hmuen to thui thai ai; anih hmabang ah timaw om tih, tiah mi mah maw thui thai tih?

15 Dårens Flid gør ham træt, thi end ikke til Bys ved han Vej.

Vangpui thungah caehhaih loklam to panoek ai baktih toengah, kamthu toksakhaih mah kaminawk angphosak boih.

16 Ve dig, du Land, hvis Konge er en Dreng og hvis Fyrster holder Gilde ved Gry.

Nawkta ukkung siangpahrang ohhaih prae, khawnthaw ah buh raenghhaih poih sah angraengnawk ohhaih prae, nang loe khosak bing!

17 Held dig; du Land, hvis Konge er ædelbåren, hvis Fyrster holder Gilde til sømmelig Tid som Mænd og ikke som drankere.

Khingya han koi kaom imthung takoh hoiah tapen siangpahrang ohhaih prae, mu kanae hmoek ai, tha oh hanah atue phak naah buh kacaa angraengnawk ohhaih prae, nang loe tahamhoih.

18 Ved Ladhed synker Bjælkelaget; når Hænderne slappes, drypper det i Huset.

Thasethaih mah im to hmawnsak; bantha set pongah im loe kho longh.

19 Til Morskab holder man Gæstebud, og Vin gør de levende glade; men Penge skaffer alt til Veje.

Pahnuih hanah ni poih to sak, mu mah kami poeknawmsak; toe phoisa mah hmuenmae to qan thaih boih.

20 End ikke i din Tanke må du bande en Konge, end ikke i dit Sovekammer en, som er rig; thi Himlens Fugle kan udsprede Ordet, de vingede røbe, hvad du siger.

Siangpahrang to palung thung hoiah doeh pasoih hmah; angraengnawk doeh na iihhaih ahmuen hoiah pasoih hmah; van ih tavaa mah na lok to sin ueloe, pakhraeh kaom tavaa mah thui pae moeng tih.