Job 10
1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
Kahinkho hi kahechen tai, lhangphong tah in kiphin inge, kahin gentheina jeh a hi kiphin ding ahi.
2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
Pathen koma ima hilouvin nei themmo sah hih in kati ding ahi. Keidouna mona eihin lhut khum peh ding chu nei seipeh in.
3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?
Kei nei suhgenthei na chu ipi phatchomna naneijem? Nakhut monga nasemsa keihi ibola nei paidoh ham? Migilou thilgon chunga meheuva naumpet nahi.
4 Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
Namit teni hi mihemte mit tobang hija, mihem hon amuthei hou bou hi namu thei ham?
5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
Nahinkho hi mihem hinkho chanbep bou saova ham? Nahinkho hi chomlheh jenga ham?
6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
Hijeh chun kathemmo naho kintah in neikhol chil peh in lang chule kachonsetna nahol hol jeng ding ham?
7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
Themmona bei kahi nahet jeng vang'in nakhut teni a konin koiman eihuhdoh jou ponte.
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!
Nakhut tenia neigonna neisem ahijeng vang'in tun nei sumang hel tai.
9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Leivuija konna neisem ahi, neigeldoh in lang, leivui nei nungso sah loi kit ding ham?
10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
Nangin kathilgon hoa neipui hoijin, chule naobu a neigong in ahi.
11 iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
Katahsa leh kavunin neitomin, kagu le kachang ho neijop mat peh in,
12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
Nangin hinkho neipen chule nangailutna thonlou neimu sah in; ame hoidamna noija kahinkho neihoitup peh e.
13 og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
Ahijeng vang'in nachaloh dan adih tah, nathilgon dihtah ho,
14 Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
Nangin neivet lhih jinga chule kachonsetna ahileh kachonsetna chu nei ngaidam pon nate.
15 Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
Kachonset khah a ahileh keija dinga phamo lheh jeng ahin, chule nolna bei hijeng jong leng kalu kadomsang theipoi. Ajeh chu jachatna leh gentheinan eikidip letset e.
16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
Ijem tin kalu domsang taleng, nangin keipi bahkai sadel bangin neidellin natin, keidouna a kichat tijat naumna nathanei nachuneimu sah bep ding ahi.
17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
Kei douna a nanatoh chu avel vellin nahet tohsah jin, nalung hanna khang toujing chun kachunga neisun khumin chule kei dou dingin sepai hon thah thah nahin puilut ji'e.
18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;
Chuti chu ahileh ipi dinga kanu naobua konna nei lahdoh ham? Kapenna chu ipi dinga nei thiden sah lou ham?
19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
Chutile ahung peng khalou hel kabah a naobua konna jangkeija lhahkhuh anache tadinga,
20 Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
Keiman nikho lhomcha bou kanei ahitan hijeh chun kachangin nei dalha tan phat chomcha khat beh nopsahna phat kanei nadingin,
21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
Kile kit lou dinga kadalhah a khojin le muthim lhangkhal kiheh nagam kajot masangin,
22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."
Jan khangkim lai banga khojin nagam muthim leh nohphah nagam, khovah jeng jong jan khang kim lai khojin toh abah nagam chu!
