Salme 142

1 (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

A maskil of David, while he was in the cave, a prayer. Loudly I cry to the Lord: to the Lord plead loudly for mercy,

2 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

I pour my complaint before him, I tell my troubles to him.

3 Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

When my spirit is faint within me, my path is known to you. In the way I am wont to walk in, they have hidden a trap for me.

4 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

I look to the right and the left; but not a friend have I. No place of refuge is left me, not a man to care for me.

5 HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

So I cry to you, O Lord: I say, ‘My refuge are you, all I have in the land of the living.’

6 Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

Attend to my piercing cry, for very weak am I. Save me from those who pursue me, for they are too strong for me.

7 udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

Free me from prison, that I may give thanks to your name, for the righteous are patiently waiting till you show your bounty to me.