Job 7
1 Is there not a warfare to man upon earth? And are not his days like the days of a hireling?
Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
2 As a servant who earnestly desires the shadow, and as a hireling who looks for his wages,
Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
3 so I am made to possess months of misery, and wearisome nights are appointed to me.
saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
4 When I lie down, I say, When shall I arise, and the night be gone? And I am full of tossing to and fro to the dawning of the day.
Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
5 My flesh is clothed with worms and clods of dust. My skin closes up, and breaks out afresh.
Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
6 My days are swifter than a weaver's shuttle, and are spent without hope.
Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
7 O remember that my life is a breath. My eye shall no more see good.
Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
8 The eye of him who sees me shall behold me no more. Thine eyes shall be upon me, but I shall not be.
Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
9 As the cloud is consumed and vanishes away, so he who goes down to Sheol shall come up no more. (Sheol h7585)
En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
10 He shall return no more to his house, nor shall his place know him any more.
Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
11 Therefore I will not refrain my mouth. I will speak in the anguish of my spirit. I will complain in the bitterness of my soul.
Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 Am I a sea, or a sea-monster, that thou set a watch over me?
Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
13 When I say, My bed shall comfort me. My couch shall ease my complaint.
Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
14 Then thou scare me with dreams, and terrify me through visions,
da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
15 so that my soul chooses strangling and death rather than these my bones.
saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
16 I loathe my life. I would not live always. Let me alone, for my days are vanity.
Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
17 What is man, that thou should magnify him, and that thou should set thy mind upon him,
Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
18 and that thou should visit him every morning, and try him every moment?
og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
19 How long will thou not look away from me, nor let me alone till I swallow down my spittle?
Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
20 If I have sinned, what do I do to thee, O thou watcher of men? Why have thou set me as a mark for thee, so that I am a burden to myself?
Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 And why do thou not pardon my transgression, and take away my iniquity? For now I shall lie down in the dust, and thou will seek me diligently, but I shall not be.
Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
