Jobs 14

1 Et menneske, født av en kvinne, lever en kort tid og mettes med uro.

“Kut nukewa isusla tuh munas ac tia ku in sifacna. Moul lasr nukewa fototo ac sessesla ke mwe ongoiya.

2 Som en blomst skyter han op og visner, han farer bort som skyggen og holder ikke stand.

Kut kapak na sa na in uli oana ros uh; Ac kut wanginla oana lul uh.

3 Endog over en sådan holder du dine øine åpne, og mig fører du frem for din domstol!

O God, ya kom ku in ngetma ac nunku ke kain mwet se nga uh, Ku eisyuyang nu in nununku?

4 Kunde det bare komme en ren av en uren! Ikke én!

Wangin ma nasnas ku in tuku Liki sie ma su arulana fohkfok oana mwet uh.

5 Når hans dager er fastsatt, hans måneders tall bestemt hos dig, når du har satt ham en grense som han ikke kan overskride,

Lusen moul lal nuna oakwuki na meet — Aok, pisen malem ma el ac moul uh. Kom orala tari oakwuk lom, ac tia ku in ikilyukla.

6 så vend ditt øie bort fra ham, så han kan ha ro så vidt at han kan glede sig som en dagarbeider ved sin dag!

Ngetla lukel ac nimet lusrongol. Lela elan engankin moul upa se inge, el fin ku.

7 For treet er det håp; om det hugges, så spirer det igjen, og på nye skudd mangler det ikke;

“Oasr finsrak ke soko sak ma pakpuki tari — Mweyen ac ku in sifil srunak ac moul.

8 om dets rot eldes i jorden, og dets stubb dør ut i mulden,

Okah uh finne matuoh, Ac srua uh misa infohk uh,

9 så setter det allikevel knopper ved eimen av vannet og skyter grener som et nyplantet tre.

Fin oasr kof pusralla na ac sifilpa kapak oana soko sak fusr.

10 Men når en mann dør, så ligger han der, når et menneske opgir ånden, hvor er han da?

A mwet se fin misa, na fuka? Ke el misa uh, pa na ingan saflaiyal.

11 Som vannet minker bort i en sjø, og som en elv efterhånden blir grunnere og tørker ut,

“Oana sie lulu su paola, Ac soko infacl su tila soror,

12 så legger et menneske sig ned og reiser sig ikke igjen; så lenge himmelen er til, våkner de ikke - de vekkes ikke op av sin søvn.

Ouinge mwet uh ac misa, ac tia sifil moulyak. Nwe ke pacl se kusrao ac fah wanginla, elos fah tia ngutalik; Ku mukuila liki motul lalos.

13 Å om du vilde gjemme mig i dødsriket og skjule mig der til din vrede var over - om du vilde sette mig et tidsmål og så komme mig i hu! (Sheol h7585)

“Nga ke kom in wikinyula in facl sin mwet misa; Lela in wikinyukla nga nwe ke na kasrkusrak lom uh wanginla, Ac kom oakiya sie pacl an in esamyu. (Sheol h7585)

14 Når en mann dør, lever han da op igjen? Alle min krigstjenestes dager skulde jeg da vente, til min avløsning kom;

Ku mwet se fin misa, ya el ku in sifil moulyak? Tusruktu, nga ac soano in oasr pacl wo se, Ke pacl koluk se inge ac wanginla.

15 du skulde da rope, og jeg skulde svare dig; efter dine henders verk skulde du lenges.

Na kom fah pang ac nga ac topuk kom, Ac kom fah insewowo keik, su ma orekla lun poum.

16 Men nu teller du mine skritt og akter stadig på min synd.

Na kom fah karingin fahluk nukewa luk, A kom fah tia oakla ma koluk luk.

17 Forseglet i en pung ligger min brøde, og du syr til over min misgjerning.

Kom ac fah nunak munas kac, ac mulkunla ma inge; Kom ac fah eela ma sufal nukewa ma nga orala.

18 Men som et fjell faller og smuldres bort, og en klippe flyttes fra sitt sted,

“Sie pacl eol uh ac mokukla, Ac fulu uh ac mokleyukla.

19 som vannet huler ut stener og flommen skyller bort mulden, således gjør du menneskets håp til intet;

Kof uh ac fah kangla eot uh, Ac af upa ac fah pahtkakunla fohkon acn uh; Ouinge kom fah kunausla finsrak lun mwet uh ke moul lalos.

20 du overvelder ham for alltid, og han farer bort; du forvender hans åsyn og lar ham fare.

Kom kunausla ku lun sie mwet ac lusulla ma pahtpat; Ac mutal irelik in misa lal.

21 Kommer hans barn til ære, da vet han det ikke, og blir de ringeaktet, da blir han det ikke var.

Wen natul uh ac fah sunakinyuk, a el ac tia ku in etu, Ke ac akmwekinyeyukla tulik natul, ac tia pac akkalemyeyuk nu sel.

22 Bare over ham selv kjenner hans legeme smerte, og bare over ham selv sørger hans sjel.

El ac pula na ngal lun manol, Ac asor lun nunak lal mukena.”